Diktet Ryes høj

Fra Erik R. Rønnebech i Fredericia, har vi fått dette diktet om Olaf Rye. Diktet heter Ryes høj (Ryes haug), og sto i et jubileumsskrift fra 1899. Erik Rønnebech har også levert bilder og noe tekst brukt i boken.

RYES HØJ.

Se! Op over Sæd bølgen stiger
En Høj, som de mange vi finde i Nord,
Den taler, naar Dagen viger,
Til Sjælen et Alvorsord.

Lyt stille i Aftenens Ro og Fred,
Drag af Dine Sko fra Din lystige Færd!
Her lyder Røster fra Dødens Bred,
De kalde Dig fjærnt og nær.

Løft Dit Hoved og lad et Skær
Af Solen Dit Aasyn belyse;
Den Røst, som taler fra Højen der,
For den hør Du aldrig gyse,

Den taler om Ærens straalende Krans,
Om Helte-Mindets lysende Glans;
Dog klinger den mild og stille
Som Rislen fra Mindets Kilde.

»Hvo var det, som førte langs Stranden sit Tog
I Højsommerstunden den milde?
Hvo var det, som fremmest af alle drog
I Nattekampen den vilde?

Hvo var det, som tændte Dagningens Glød
Sejerens lysende Kerte?
Hvo var det, som segned saa stille og død
Til Danmarks blødende Hjerte?

»Hvem spørger? Hvem kender ej Olaf Rye,
Vor Broder i Stridens Time;
Om ham vidner Højen i Buskenes Ly,
Mens Jubelaarsklokkcrne kime.

Hans Minde signes af Dannebrog,
Hvis Skygge paa Græsbølgen glider,
Det Minde, som aldrig af Landet drog,
Skøndt Seklet mod Graven skrider.«

Saa lyder Dig Røster i Møde,
Hvor Aander omsvæve den enlige Høj;
Og mens Dine Kinder gløde,
Du glemmer al Døgnets Støj,

Du ser for Dit øje stige
Saga med lysende Løver i Pagt;
Skærmende Land og Rige
Paa ensomme Nattevagt.

SCHIELLERUP.

Red. E. R. Rønnebech 2017